Iltmangel

Hvordan er det meningen, at jeg nogensinde skal lære at forstå mænd? De kaster jo signaler i alle retninger, og jeg har ikke kondi til at gribe dem alle.

For mange uger siden gav han mig noget, der lignede en afvisning. Men i går stirrede han fra det øjeblik, jeg trådte ind i lokalet. Han stirrede så meget, at to personer uafhængigt af hinanden nævnte det for mig.
Han gloede, og han “kom til” at gå ind i mig. Men det var det hele.
Jeg fandt modet til at tage fat i ham - hvilket ikke var helt nemt, da han jo vist nok havde afvist mig dengang for nogle uger siden. Vi snakkede lidt. Med tryk på lidt. Og så var han væk igen.

Jeg synes, jeg har gjort mit nu. Hvis han er interesseret, har han fået flere muligheder for kontakt, men han kan tilsyneladende kun finde ud af det der med at stirre.

Jeg er forvirret.

I går aftes var jeg hende, der sad og tudede til Miss Marple. Jeg sad alene i min sofa en lørdag aften og græd over en krimiserie.
Den var ikke sørgelig. Tværtimod. Den unge politmand erklærede den kønne stuepige sin kærlighed, og han sagde alt det, alle askepotterne ønsker at høre fra prinsen.

Spørgsmålet er, om jeg overhovedet ville tro på det, hvis Prince Charming fortalte mig, at jeg var den smukkeste, dejligste, klogeste og kvinden i hans liv?
Når man har hørt ordene fra de forkerte mænd, bliver de på en eller anden mindre værd.

Da min psykopat-ekskæreste fortalte mig, at han havde været forelsket i mig for evigt, at jeg var den smukkeste kvinde i universet, at det var hans livsmission at gøre mig glad, fjernede det ordenes magi og gjorde dem tomme og ligegyldige. Fordi det viste sig, at han var en ondskabsfuld og empatiløs satan, der efter ganske kort tid fandt stor nydelse i at trampe på mig.

Jeg sparkede ham ud, men han nåede at ramme det sted i mig, der giver tro på, at nogen kan elske mig for alvor.

Jeg tror, jeg tudede over Miss Marple, fordi jeg er bange for, at tidligere oplevelser har gjort mig for kold og hård. Jeg vil så gerne høre de søde ord - men jeg vil også være i stand til at tro på dem. Det er jeg bange for, at jeg ikke kan.

Jeg er blevet ramt af særhedstaggeriet fra H2p3 og Langtude, og når det handler om mine mærkeligheder, kan jeg umuligt sige nej, så…:

Jeg stikker tungen ud af munden, når jeg koncentrerer mig. Det er da også meget sødt - hvis man er tre år gammel.

Jeg elsker at opfinde ord for derefter at bruge dem som om, de er “lovlige”. Problemet er at folk sjældent aner, hvad jeg taler om, når jeg bruger det Gro’ske sprog.

Jeg kan ikke bøvse på kommando. Til gengæld kan jeg blæse en mindre provinsby omkuld med en god gammelsdags colabøvs. Det er hverken charmerende eller feminint, og jeg forsøger at lade være med at være alt for stolt af det.

Jeg taler til dyr, som om de kan forstå mig. Det er alt fra større husdyr til de små pipfugle, jeg møder, når jeg bevæger mig rundt ude i offentligheden.

Jeg læser altid blogindlæg højt for mig selv, inden jeg poster.

Jeg hygger mig med at sprede løgnagtige rygter om mig selv. Den seneste omhandler noget S/M, og det er altså ikke helt umorsomt at stirre en meget ung mand intenst i øjnene, mens jeg laver en hård piskebevægelse i min hånd (Ok, jeg kan godt selv se det. Jeg er et forstyrret menneske. Til mit forsvar skal det siges, at jeg er hurtig til at afsløre, at det er løgn).

…..
Det er meningen, at jeg skal sende taggen videre, men jeg tror efterhånden, den har været hele vejen rundt, så jeg giver op på forhånd.

Jeg trives med at være over 30. Jeg trives med den, jeg er, og nogle gange tror jeg endda på folk, når de siger pæne ting om min personlighed og mit udseende.

Men når det kommer til mænd, har jeg udviklet mig til en quitter. Jeg giver op ved den mindste smule modstand.
Det handler vist om en blanding af angst for, at det skal gå galt - igen, og så den sære ting, at jeg er begyndt at trives som single. Jeg tager mig selv i at tænke, at der bare ikke er plads til kæresteri i mit liv lige nu. Jeg orker det ikke.

Men nu var der jo alligevel ham her, som jeg var sådan lidt interesseret i. Mit forsøg på at vise ham det, var dog så kikset, at jeg stadig rødmer dybt, når jeg tænker på det. Og i dag blev jeg så også ramt af den realitet, at jeg er i konkurrence med 21-årige skønheder.

Bevares, jeg ser vel ok ud for min alder, men hvem fanden lægger mærke til det, når der står en stramhudet pige med bryster i halshøjde ved siden af mig?

Der burde altså være en lov om, at piger i tyverne holder sig fra mænd i trediverne. For heroppe begynder det altså for alvor at blive svært at møde Mr Right.

Indtil den lov bliver vedtaget, giver jeg op. Simpelthen.

Jeg er ret vild med status-funktionen på Facebook. Her kan jeg hurtigt se, hvordan folk har det, om de er glade for deres arbejde, og hvad de mener om fredagsunderholdningen på tv.
Nogle er meget konkrete: “Bent spiser chips” eller “Lola er til fætter/kusine-fest i Horsens”. Mens andre ikke er blege for at vende følelsesvrangen ud på sig selv: “Mogens har et knust hjerte, men vil forsøge at komme videre uden at gøre skade på sig selv” (sender man blomster, eller hva’?).

Og så er der de mennesker, der tilsyneladende ikke tænker over, hvem de har på deres venneliste. Jeg har ihvertfald haft et par oplevelser i den forløbne uge, der har fået mig til at tænke, at der er nogle bekendtskaber, der skal tages op til genovervejelse.
Hvis man for eksempel har meldt sig syg - velvidende at andre kommer til at tage slæbet, skal man måske ikke have en facebookstatus, der fortæller, at man bare er for vildt meget klar til en bytur.
Og hvis man skylder mig penge - ret mange penge, som jeg faktisk står og mangler, bør man nok ikke bruge sin facebookstatus til at fortælle om den dyre gave, man lige har købt til sin kæreste.

Ikke alene oplyser og underholder statusfunktionen mig. Den fortæller mig også, hvor jeg skal begynde, når der skal ryddes op i bekendtskabskredsen.

Forleden nat drømte jeg om en mand, jeg havde noget kørende med for nogle måneder siden. Jeg havde ellers næsten glemt alt om ham.

Dengang troede jeg, at jeg var ret vild med ham, men forskellige besværligheder gjorde, at det aldrig blev alvorligt mellem os.
Nu tager jeg mig selv i at være taknemmelig for besværligheder, for altså… Manden havde undulattunge.

Han var hyggelig, sjov og sød, men sådan en kort lille undulattunge er bare ikke sexet. Måske er “hyggelig” heller ikke det, jeg skal have på toppen af min prioritetsliste, når jeg går på kærestejagt?

Sandheden er, at manden med undulattungen var forkert for mig - på rigtig mange måder. Men det kunne jeg slet ikke få øje på, da jeg stod der og forsøgte at lokke den lille tunge ud af hulen. Jeg troede virkelig, at NU var det det.

Jeg har så travlt med at prædike til mine singleveninder, at der ikke er noget, der hedder “for kræsen”. Men jeg glemte da vist at kode det ind på min egen harddisk. Hvis jeg havde gjort det, var undulaten røget direkte i vennebunken.

Nårh ja, i drømmen var han klædt i praktisk spejdertøj og opfordrede til, at vi tog en rask vandretur.
Ellers tak, fister.

Er det egentlig ikke meningen, at man skal date, når man er single? Altså, hvis man er interesseret i at blive afsinglet.
Nu har jeg snart været single i et år, og jeg har været på én date. Én!

Jeg har fået forklaret, at det er fordi, jeg ikke bruger datingsites. Men folk må da også have dated før internettets tid. Mister jeg datingmuligheden, fordi jeg ikke har en onlineprofil? Eller er jeg bare ikke datebar? Måske er jeg virkelig så utilnærmelig, som jeg jævnligt får skyld for at være?

Jeg ville ønske, at jeg havde modet til selv at være den, der inviterer ud, men jeg går nærmest helt i stykker af generthed bare ved tanken. Er det virkelig håbløst umoderne, at en dreng inviterer en pige ud? Hvis det er tilfældet, synes jeg, det er på tide, at “umoderne” bliver den nye sort.

Det her singlehed er svært. Ihvertfald når alting står helt stille.

Pige har set dreng og tænkt, at han ser rar ud. Ikke så meget mere. I øvrigt er hendes udgangspunkt en solid tro på, at dreng ikke ved, at hun eksisterer.

Pige sidder på bar og taler med artsfæller. Dreng er der også. Artsfælle gør pige opmærksom på, at dreng er både single og sød… “Var det ikke noget?”.

Pige vifter afværgende (og lidt for ihærdigt) med armene, mens hun afviser alle muligheder for noget med dreng.

Senere samme aften udveksler pige et par ord med dreng. Dreng viser sig at have rigtig pæne øjne, og han er sørme også sød og imødekommende.

Pige er træt og tager tidligt hjem, men nogle dage senere står hun i kantinen og fornemmer, at nogen kigger. Hun vender sig om og får øje på dreng. Akut generthed får hende til at dreje hovedet væk igen alt for hurtigt. Ikke engang et lille smil bliver der tid til.

Pige tænker “pyt, det er jo bare dreng”, og ham er hun slet ikke interesseret i.

Da det bliver weekend, sidder pige i sin lejlighed med sin computer foran sig. Hun tjekker “personer, du måske kender” på Facebook, og helt oppe i toppen er der sørme et billede af dreng.

Nu sidder pige i sin sofa og tænker over, hvor det der sug i maven pludseligt kom fra.

Vi sad på en bænk i skoven. Han græd, og jeg gav ham et knus for at trøste. Da jeg ville rykke væk, holdt han hårdt fast og sagde: “Du må ikke stoppe!”
Han holdt fast i mig alt, alt for længe, og til sidst måtte jeg vriste mig fri. Han græd stadig, og jeg kom til at ae ham på kinden (bedrageriske omsorgsgén).

Han sagde, at han vil være sammen med mig for evigt. Skabe en familie og være lykkelige sammen. Han græd og sagde, at han er så ubeskriveligt ked af, at han har opført sig så dårligt i fortiden. Jeg sagde, at han mistede sin chance, da han trådte på mig igen og igen. Dengang for tusind år siden, da jeg tilbød mig selv, og hans svar var “sex? Ja! Forhold? Nej!”

Jeg forklarede, at jeg stadig kunne mærke fornemmelsen af hans brutale tramp. Følelsen af at blive leget med.
Han græd og sagde, at han var så ked af det. Han ville ønske, han kunne skrue tiden tilbage. Ændre det.

Et kort øjeblik tænkte jeg, at det ville være dejligt, hvis jeg kunne finde de rigtige følelser frem og sige: Ja! Det skal være os to!

Men jeg vil ikke have ham. Jeg kan ikke stole på ham. Jeg tror, hans tårer er ægte, for han har kæmpet længe (point for ihærdighed). Jeg har ondt af ham, men jeg går aldrig tilbage til en, der tidligere har behandlet mig så respektløst. Jeg vil aldrig turde stole på ham.

Vi skulle sige farvel. Han holdt igen fast om mig alt for længe. Lagde næsen ind til min hals og tog en dyb indånding. Kyssede mig på kinden. Han sagde, at han snart vil se mig igen. Jeg svarede, at det bliver svært, for jeg har så travlt. Han sagde: “Vi finder ud af noget”. Jeg smilede, men tænkte “nej”. Han så fortrøsningsfuld ud, jeg vinkede og sagde: “Pas nu godt på dig selv”, satte mig op på cyklen og kørte afsted uden at se mig tilbage.

Jeg mener det, når jeg siger, at jeg ikke er interesseret i ham, der ikke taler til mig (det, at han har en kæreste, er ligesom et ret stort turn-off).
Alligevel har jeg taget mig selv i at lave en plus og minus-liste:

På plussiden er han pæn, høj, klog, sød og sjov (på en meget underspillet måde).
På minussiden tæller det temmelig meget, at han har brugt to uger på at behandle mig som luft (fordi han ikke kunne finde ud af at holde kæft i en brandert). Så er der detaljen med kæresten, og forleden så jeg, at han tygger med åben mund. I øvrigt er han i virkeligheden nok en tand for fodformet for min smag.

Minussiden vinder her. Den del, hvor han på temmelig barnlig vis har ignoreret mig, er mere end rigeligt. Alligevel er det som om, han bliver hængende i min hjernes crush-center. Det er som om, at der skal være et eller andet derinde. Én, der får mig til at huske at iføre mig mine længste ben og mit allermest velduftende hår. Èn, der kan skabe lidt drama i min støvede tilværelse.

Men han ryger ud, når den næste pæne, høje, kloge, søde og sjove (på den underspillede måde), begynder at snige sig ind i mit crush-center.
Det er ganske vist!